Jeg elsker chokolade, og jeg elsker brownie. Den skal helst være både saftig og sej, og der skal være nødder i - i mit tilfælde mandler. Opskriften har jeg eksperimenteret frem over en del gange, den bliver bare bedre og bedre for hver gang.
Kagen er supernem at lave og skøn til kaffe eller te, men smager af dyr chokolade og fine te-selskaber.
Jeg anbefaler at lade kagen stå i hvert fald en nat, så den kan køle af og nå at sætte sig.
Ingredienser:
100 g smør
100 g mandler
2 æg
2 1/2 dl sukker
1/2 dl hvedemel (gerne fuldkorn)
5 spsk mørk kakao
1 1/2 tsk vaniljesukker (helst hjemmelavet - tag de tomme vaniljestænger, som du ellers bruger kornene fra, og læg dem i et syltetøjsglas med rørsukker. Så har du vaniljesukker)
1/4 tsk salt
Et ildfast fad
Smør til formen
Fremgangsmåde
Smelt smøret og lad det køle af. Hak mandler groft. Pisk æg og sukker sammen til en luftig masse i en skål. Mel, kakao, vaniljesukker og salt røres sammen for sig selv og blandes i æggemassen sammen med smørret og mandlerne. Hæld dejen i en smurt form. Bag kagen ved 160 grader i 20 minutter. Lad kagen køle af i formen, før der skæres af den.
Jeg håber, at i vil nyde dette brownie-eventyr - jeg er i hvert fald nærmest nødsaget til at tage den med til familiearrangementer, og jeg får kun ros. Bisou



Er du stoppet med at blogge?:)
SvarSletNej, det er jeg ikke, jeg har bare haft meget travlt på det seneste. Jeg laver et indlæg nuuuuu ;-)
SletKnus Karoline :-)
Der står bare ikke, hvor stor formen skal være :-D
SvarSlet