16 april 2013

Rustikke rugbrødsboller med chokolade

I dag har været en god dag. Solen skinnede dejligt, helt som om sommeren. Caroline, Nanna og jeg lavede picnic i min have, bestående af vand med frugt i, friske frugtspyd og vindruer, og ikke mindst disse lækre rugbrødsboller med chokolade. Men I skal vide, at det tager lang tid at lave, og at I skal sætte dejen over dagen før. Nu er I advaret!


 Efter utallige gange at have spist chokorug fra henholdsvist Emmerys og Lagkagehuset, har jeg længe gået og spekuleret over, hvordan jeg selv ville kunne skabe noget lignende. Da de skal hæve i en nats tid, skal I huske at begynde dagen inden I har planlagt at servere dem. De er supernemme lige at snuppe  med i skoletasken, og så er de ovenikøbet sunde, ihvertfald næsten….


Opskriften er henholdsvist stjålet fra madbloggen Plat du Jour, og ellers eksperimenteret frem i skålen. 
Ingredienser (til ca. 15 halvstore boller):
3 dl koldt vand
1 1/2 dl A38, ymer, yoghurt eller lign.
1/2 dl minimælk 
3/4 dl øl
10 g gær
7 g havsalt
125 g knækkede rugkerner (opblødt i halvanden time i kogende vand)
110 g hørfrø
75 g solsikkekerner
65 g sesamfrø
275 g rugmel (fuldkorn)
rapsolie til pensling

Deruover:
200 g god mørk chokolade, groft hakket
10 dadler, groft hakkede
200 g mandler, forholdsvist fint hakkede (til rulning)

Dag 1:
Start med at bløde rugkernerne op i kogende vand.
Bland vand, øl, A38 og mælk sammen i stor skål (denne skal også bruges til at lade dejen hæve i), og rør gæren ud heri. Tilsæt salt, opblødte rugkerner, de tre slags frø og rugmel til dejen, og rør i den til den er fast. Jo længere tid du rører i den, jo bedre. Fordel et viskestykke over dejen, og lad den hæve indtil næste dag.

Dag 2:
Bland chokolade og dadler i dejen, og form den til små boller på ca. 7 cm i diameter og 1 1/2 cm i højden. Sørg for at skylle hænderne for hver gang du tager et nyt stykke op. De små boller rulles i mandler, og fordeles på enten en eller to bageplader, afhængig af, hvor store du laver dem. Lad dem nu efterhæve, igen under et viskestykke, i en time eller meget gerne længere. 
Pensl bollerne let med rapsolie, og bag dem på 180 g i 20 minutter. Lad dem derefter køle af på en bagerist. 

Jeg håber, at i vil nyde denne opskrift ligeså meget som mig, da de jo er helt vildt lækre! Bisou



Ingen kommentarer:

Send en kommentar